Hvad er SEO?
Når folk spørger mig eller min familie hvad jeg arbejder med, så er det ofte svært at svare i et sprog der ikke bliver for teknisk. Indrømmet, det er ret nørdet for mange, især dem der er fra før generationerne der er født med en PC eller iPad i hånden. Nu prøver jeg en gang for alle at forklare hvad SEO går ud på set fra mit synspunkt, så hvad er SEO?
For det første er SEO (jeg udtaler det som det står, ikke bogstav for bogstav) kort for Search Engine Optimization. Derfor giver det ikke mening at sige SEO optimering, ligesom man heller ikke siger CMS system eller MUS samtale. Kært barn har dog mange navne, så man kan også støde på ord som:
- Søgeoptimering
- Googleoptimering
- Organisk optimering m.m.
Helt overordnet så går det ud på at optimere hjemmesider, både på selve siden og eksternt, så de får en god placering på udvalgte søgeord. Ofte er det webshops der gør sig meget i det, for der kan være stor forskel i omsætningen på om man ligger nummer 1-3, eller på side 2 i Googles søgeresultater. Stort set ingen bladrer videre til side 2, og det giver meget få besøgende på webshoppen, og dermed også mange færre potentielle kunder.
Så kort fortalt, så går det ud på at foretage forskellige ændringer på og udenfor hjemmesiden, så som: Ændre tekster, overskrifter, menustruktur, tekniske detaljer, bygge links til hjemmesiden og meget mere.
Er SEO snyd og manipulering?
På ingen måde nej. Google har retningslinjer for SEO, omkring hvad der er acceptabelt, og følger man ikke dette, så kan de vælge at straffe din side, i værste tilfælde fjerne den helt fra Google, og så får du i hvert fald ikke ret mange besøg.
Om det er manipulering er der delte meninger om. Jeg mener ikke det er manipulering i en negativ forstand, men at lokke en kunde til at købe en vare er vel en form for positiv manipulering. Det er vigtigt for mig at det foregår på en etisk og moralsk god måde, så folk ikke føler sig snydt. Det bringer mig også videre til de næste to begreber.
Blackhat og whitehat SEO
Indenfor SEO har der, især tidligere, været snak om blackhat og whitehat SEO. Det stammer tilbage fra cowboytiden, hvor den gode cowboy havde en hvid hat, og den onde en sort hat. I overført betydning, kan man sige at en blackhat personlighed ikke skyr nogle midler, heller ikke at overtræde Googles retningslinjer, mens en whitehat personlighed altid holder sig på den rigtige side af det etiske regelsæt og Googles retningslinjer.
Der findes mange suspekte fremgangsmåder indenfor SEO, og nogle virker bedre end andre. Lyssky blackhat metoder kan godt give resultater på kort sigt, men er man seriøs med sin forretning, så bør man satse på en bæredygtig og langsigtet strategi, og ikke suspekte tiltag som man måske bliver straffet for.
Er SEO en engangsforestilling?
Så absolut nej. SEO er en kontinuerlig proces af flere grunde:
- I en webshop kommer der nye produkter til, mens andre forgår
- Man kan næsten altid finde nye synonymer for ens søgeord, som man også kan optimere
- Måden brugerne søger på ændrer sig, så man skal tilpasse sig
- Google og andre søgemaskiner ændrer deres algoritmer m.m., så man også skal tilpasse sig til disse
Der kan dog være forskel på hvor krævende processen er. I en lille webshop med få varer, er det få timer i måneden, mens indsatsen vokser med størrelsen af sitet og antallet af produkter og kategorier – selvfølgelig også afhængig af hvor meget man ønsker at poste i det.
Hvad adskiller SEO fra offline markedsføring?
En sidste ting jeg mente var relevant at få med, er hvad der er godt ved SEO i forhold til traditionel markedsføring som annoncer i aviser og blade, tv reklamer, radio reklamer og lignende. I den traditionelle forstand er der en afsender (firmaet) og en modtager (den potentielle kunde). Via valg af medie kan man segmentere sin målgruppe en del, men det er stadig lidt som om man står og råber i en megafon, og håber nogen synes det lyder interessant, såkaldt push marketing.
Med SEO er det lige omvendt. Den potentielle kunde har et behov, og går f.eks. på Google for at finde en ny støvsuger. Hvis vi sælger støvsugere er det altså vores opgave at sørge for at vi er synlige på støvsuger-relaterede søgeord. Dermed rammer vi netop dem der er interesseret i en ny støvsuger, og ikke dem der vil have en bagemaskine eller noget helt tredje. Den potentielle kunde har altså segmenteret sig selv, og vi skal blot sørge for at svare på dennes efterspørgsel, såkaldt pull marketing. Det lyder let, men der kan være meget arbejde i det. Til gengæld kan pengene investeret i SEO, give stort afkast.
Jeg håber det gav dig et indblik i hvad jeg arbejder med, og nogle af de tanker der ligger bag. Hvis du har spørgsmål til det, så stil dem endelig herunder. Så svarer jeg gerne efter bedste evne.
Super fint indlæg Dennis Det forklarer hvad SEO på en god måde, så ikke tekniske folk også forstår det.
Det kunne jeg henvise til, når folk spørger hvad SEO er 🙂
Tusind tak Jacob. Det er du meget velkommen til :). Det lader til jeg ramte det jeg gerne ville så.