Edgerank er død…
Eller rettere: Edgerank har aldrig eksisteret…. Tidligere i dag skrev den danske tidligere Facebook ansatte Mikael Lemberg at Edgerank har aldrig eksisteret. En god og uddybende artikel, med en Matrix stil på sidelinjen. Det er ren guf for nørder.
Har du ikke set artiklen, så handler den kort og godt om, at der ikke er – og aldrig har været – en Edgerank. En algoritme som styrer hvad der vises på din væg på Facebook, og som du skal tage højde for når du skaber indhold. Han deler det op i 3 dele:
- Der er ikke noget der hedder Edgerank, og udtrykket er frabedt internt hos Facebook.
- Newsfeedet styres ikke af en master-algoritme, men filtreres løbende af mange mindre algoritmer.
- Facebook piller ikke ved algoritmen når de mangler penge
Med de 3 udsagn slår han mange tvivlsspørgsmål ihjel, som har været rejst gennem tiden. Men hvis man ikke skal optimere til Edgerank, hvad skal man så? Der er jo stadig noget der styrer hvilket indhold der bliver vist, og hvilket der ikke gør, så hvad er godt indhold?
Men hvad skal man så optimere til?
Inden jeg svarer på det, så lad mig drage en parallel. Hvis du har hørt mig snakke om SEO, og Googles algoritme til rankering af resultater, så ved du hvad jeg vil sige. I stedet for at fokusere på at gøre Google glad, så fokuser på at gøre brugeren glad. Finder brugeren hvad denne søger, så er denne glad, så bliver Google glad og i sidste ender bliver du selv glad. Ren win/win/win.
Det samme gør sig gældende med Facebook. Du skal ikke forsøge at optimere til nogle tekniske termer som du ikke ved hvad er. Koncentrer dig om at skabe godt menneskeligt indhold – indhold der opfordrer til deltagelse og handling som likes, kommentarer, tagging osv. Skab engagement, men lad være med at spamme. Post ikke samme slags indhold hver gang. Skab unikt indhold der engagerer, så når du hurtigt ud til flere end de gennemsnitlige 16 % der ser din opdatering. Vil du ud til endnu flere, så tag et kig på Facebooks muligheder for promovering af forslag.
Kort sagt: Vær et menneske og ikke en robot.